Billede af Golden Polyrhythm
Foreningens formand Jeppe Skadhauge berettede om hvert af de mange arrangementer, vi havde haft i 2022. Fortalt i sammenhæng udgjorde de en imponerende perlerække.
De bestyrelsesmedlemmer, der var på valg, blev genvalgt. De medlemmer af museets repræsentantskab, der var på valg, blev genvalgt, Poul Christiansen udtrådte og Bo Linnemann blev valgt ind. Foreningens to revisorer Vagn Ohlsen og Sonja Martensen-Larsen blev genvalgt.
Derefter fortalte museets direktør Anne-Louise Sommer om, hvad der var sket på museet i 2022. Året havde stået i genåbningens tegn med mange nye udstillinger, mange arrangementer, mange besøgende og megen ros fra medier og besøgende.
Da den formelle del af generalforsamlingen var overstået, kunne deltagerne beundre Vennernes årlige gave til museets samlinger: værket Golden Polyrhytm, som er en forrygende, stor krukke af tyndt porcelæn skabt af den danske keramiker Lotte Westphael.
Derefter introduceredes Lotte Westphael af museumsinspektør Christian Holmsted Olesen, inden hun holdt et meget spændende foredrag om sit kunstneriske virke og gaven til museet.
Til slut spistes fælles middag fra museets café, Format.
Lone Rahbek Christensen.