15. Marts. 2022
Igen i år holdt Designmuseets Venner generalforsamling i Designværkstedet ved Designmuseet. Men i modsætning til de forudgående år med Corona-restriktioner var der masser af håndtryk og knus.
De første seks formelle punkter blev hurtigt gennemgået. Derefter valgtes tre nye medlemmer til bestyrelsen: cand.jur. Eva Esmarch, donor- og eventspecialist Annette Hesselbjerg Lund samt designer Bo Linnemann. Til Designmuseets repræsentantskab valgtes designer Hanne Dalsgaard og mag.art. Lone Rahbek Christensen. Vagn Ohlsen og Sonja Martensen-Larsen blev genvalgt som revisorer.
Herefter takkede vi hjertevarmt vores afgående næstformand Nina Linde for hendes mange års engagerede og entusiastiske virke for Vennerne – heraf de sidste fem som næstformand. Vores formand Jeppe Skadhauge holdt en kærlig og rosende tale og overrakte Nina Vennernes afskedsgave, som var det første eksemplar af en ny pendel skabt af arkitekt MAA, designer Poul Christiansen samt en ’pose’ til affaldssortering designet af Ole Jensen. Nina kvitterede med en takketale. Da også arkitekt MAA Marietta Kolind trådte ud af bestyrelsen, takkede Jeppe Marietta og overrakte hende en mundblæst glasskål fra Vennerne.
Som sidste punkt takkede museumsdirektør Anne-Louise Sommer for Vennernes donation til Designmuseet, som museet anvender til en montre til 150 tabatierer fra 1700-tallet. Forud for museets formelle åbning i sommer inviteres Vennerne til at se opstillingen.
Efter generalforsamlingen nød medlemmerne et glas i det nyistandsatte, endnu tomme museum. Derefter fortalte museumsinspektør Anne Cathrine Wolsgaard Iversen om sine tanker bag en kommende udstilling i museet om ting til borddækning fra renæssancen til nu.
Som afslutning nød vi et dejligt måltid sammen.
Lone Rahbek Christensen.