Rigetta Klint om bookazinet HÅNDVÆRK

5. April. 2022

På Designværkstedet mødtes Vennerne med Rigetta Klint, som gav en fantastisk og inspirerende fortælling om sin rejse mod udgivelsen af Håndværk Bookazine.

Fra Rigettas virke som kunsthåndværker og designer i Odense, designer og producent af tekstiler og tøj, indehaver og driver af Klint & Frydendal butikken i København, brandmanager i en stor svensk virksomhed, til kurator, forfatter, fotograf, redaktør og udgiver af Håndværk, der nu er udgivet i seks numre. Det var nogle af de emner som Rigetta Klint fortalte levende om ved langbordet i Designværkstedet i Bredgade.

Rigetta brænder for historiefortælling og det gode håndværk, hvilket på smukkeste vis gennemsyrede de timer vi havde sammen i Designværkstedet.

Det var en fantastisk, inspirerende og gribende fortælling om Rigettas begivenhedsrige og imponerende bedrifter i København og Stockholm med nedslag i både privat- og arbejdsliv, akkompagneret af et glas vin og dejligt brød fra Rigettas datter Theas bageri.

 

Hanne Dalsgaard