Rejse til Bruxelles – samt Brügge, Lille og Gent
Torsdag den 2. – søndag den 5. maj 2019.
En intens bustur med lokal guide til 4 byer i Belgien og Nordfrankrig.
Bruxelles med den imponerende Grand Place i centrum klædt på i regnbuens mange farver neonlys grundet Pride Parade, og en guidet gåtur til jugendarkitektur med diskussioner om det specielle ved jugendtidens formsprog afsluttet med besøg i Victor Hortas fantastiske eget hus.
Brügge, der er en af de bedst bevarede middelalderbyer i Europa, med guidet gåtur i bymidten, som er på UNESCOs verdensarvsliste, og efterfølgende kanalrundfart blandt de mange røde teglstensmure og pittoreske detaljer.
Louvre Lens – lidt udenfor den nordfranske by Lille, hvor vi spiste frokost – er et fantastisk museum. Tegnet af de japanske arkitekter Sanaa forsvinder det næsten udefra med sine store spejlende facader i rustfrit stål og glas. Hele området er et stort fladt niveau i beton med øer af græsser og urter. En informativ og underholdende guidet tur under det enorme flade tag, hvor gulvet kurver sig op og ned så rummet udvides – fine udlån fra Louvre i ét samlet kronologisk forløb.
Gents markante gamle bymidte nu omlagt uden fortove, med den smukkeste brolægning som et tæppe, der niveaufrit binder alle bygningerne sammen – fra de store domkirker over rådhuset, de mange gamle handelshuse og til den nye markante åbne torvehal. Besøg i kræmmermarkedet i den ene halvdel af den gamle kirke med glasrude ind til den hellige del, hvor gudstjenesten pågår. Besøg på det nyindrettede designmuseum med flere forskellige udstillinger med udfordrende kontraster mellem nyt og gammelt.
Niveaufri store rum følgende terrænet – både indvendige og udvendige – som samlende arkitektoniske elementer. Jugendstilens materialer og teknikker som forudsætningen for Bauhaus, (som samtidigt kunne ses hjemme på museet).