Hvor kommer ideer og inspiration fra?
19. nov. 2022
Først præsenterede designerparret Wang og Söderström os for en totalt digital verden, som var noget af en øjenåbner for de fleste. Som de selv udtrykker det: ”Vi skaber forestillinger om nutiden og fremtiden gennem digitale fortællinger. Idet vi indtager det liminale område mellem fysisk og digitalt, søger vi at kombinere teknologiske fremskridt med sanselige kvaliteter for at aktivere en digital sanselighed.” Der var billeder og filmklip, som kun kunne fremstilles digitalt, og som talte direkte til vores følelser. Wang og Söderström leger virtuost med den digitale teknologi og udforsker mulighederne for, at designere kan anvende denne i deres arbejde. I mange af deres arbejder indgår også en digital lydside, som vi desværre ikke fik med ved præsentationen.
Midtvejs holdt vi pause, hvor vi fik serveret et glas vin m.m.
Herefter indtog Øivind Slaatto scenen og fortalte om sin tilgang til design. Han fortalte levende og humoristisk om de første svære skridt ind i designverdenen, om at lære af sine fejl og om, hvordan inspiration og tro på sig selv førte ham frem til den succes, han har opnået i dag. Øivind viste eksempler på, hvordan naturen er en uudtømmelig inspirationskilde, og hvordan matematikken kan beskrive naturen og siden anvendes som værktøj i frembringelsen af designobjekter som f.eks. lamper. Hans arbejdsmetode er skitser, modeller og siden digital behandling for at opnå det optimale resultat. Øivinds næste projekt skulle være (gerne med andre designere) at opstille 10 dogmer for, hvordan en designer bør arbejde. Et meget spændende projekt, som vi glæder os til at høre mere om.
Poul Christiansen