Rejsen til Finland
Rejsen til Finland, 17.- 21. august 2021.
Finland er en ung nation, og det er i høj grad de fremtrædende kunstnere fra det 20. århundrede, der i dag definerer landet. De foldede sig ud indenfor litteratur, design, arkitektur, glaskunst, keramik, malerkunst og musik.
Vi tog fire dage til Helsingfors med Designmuseets Venner for at se nærmere på den finske kulturarv især indenfor design og arkitektur.
Fra lufthavnen gik turen direkte til Hvitträsk, et ikonisk hjem for arkitekterne
Eliel Saarinen, Geselius og Lindgren. De tegnede det store hus i naturskønne omgivelser i 1903, de tegnede også indboet og levede tæt og kunstnerisk sammen.
Derfra kørte vi til byen og vores lille boutique hotel midt i designkvarteret, stilsikkert indrettet i Art Deco. Middagen blev spist i den historiske restaurant Kappeli, der ligger i ”glaspaladset” for enden af Esplanaden.
Helsingfors er en lys og let by ved vandet med megen smuk arkitektur. Det fik vi set på næste dag i en city bustur, hvor vi så Engels nyklassicistiske bygninger på Senatstorget, og Saarinens hovedbanegård, Aaltos Finlandia hus og mange spændende nyere værker, fx Amos Rex museet, Kiasma museet og Ode biblioteket.
Vi lavede et pit stop ved Sibelius monumentet og kørte derfra ud til Ittalas og Arabias fabrikker, hvor der nu er samlet en udstilling af finsk industridesign. Her så vi en forunderlig ophængning af Fiskars produkter, sakse formet som en stor lysekrone, økser i smukke spiraler, skeer i en kæmpe loftsudsmykning. Bagefter kiggede vi på lange opstillinger af porcelæn og glas af blandt andre Kaj Frank, Timo Sarpaneva og Tapio Virkkala. Meget blev genkendt fra de hjemlige husholdninger.
Efter en sen frokost, fik deltagerne lejlighed til at forsvinde ud i byen.
Næste dag havde vi et heldagsprogram, som startede på kunstmuseet Ateneum. Her fik vi en stor bonus i form af en særudstilling med den russiske kunstner Ilya Repin. Den var meget betagende; han virkede fra 1860’erne til 1930, så han dækker en spændende periode i russisk historie. Folk stod i kø i lange slanger udenom museet. Og det har været noget nær umuligt at skaffe billetter til udstillingen for almindelige mennesker.
Efter frokost gik turen gennem det smukke finske landskab til Fiskars Village. Det er et gammelt industrianlæg, der ligger meget pittoresk langs et vandløb med mange spredte små, gamle træhuse, hvor der i dag er udstilling og salg af forskellige kunsthåndværkeres produkter.
Sidste dag i Helsingfors var i princippet en fridag. Der var dog bestilt billetter i det nærliggende Designmuseum, hvor deltagerne kunne komme, når det passede ind i deres planer. Og ellers spredtes de ud over byen efter egne lyster. Nogle tog et nærmere kig på den magiske kirke på Tempelpladsen, andre gik i domkirken og i den store, russiske Uspenski katedral, mange gik løs på de mange designbutikker. Der blev besøgt museer og nogle tog sig en bådtur i den smukke skærgård. Solen skinnede velvilligt på vores hoveder.
Dagen sluttede i restaurant Lasipalatsi i en af Helsinfors’ bemærkelsesværdige funktionalistiske bygninger.
På vej til lufthavnen næste dag, gjorde vi stop ved Alvar og Aino Aaltos studio og hjem. Det var spændende at se, hvor de arbejdede og levede. Stramt, enkelt og kompromisløst, som deres værker. Et kig ind i en tidslomme.
Og så gik turen hjemad igen. Tak til en positiv, interesseret og munter gruppe, som holdt humøret højt, også når det regnede.
11. september 2021 Grete Thrane