At folde verden i papir

En arkitektur- og designmetode

v. arkitekt/designer Poul Christiansen

12. maj 2021

Arrangementet havde allerede været udsat 2 gange grundet Covid19 situationen, så vi var mange der havde glædet os, og endelig kunne vi mødes igen!

Det blev en meget inspirerende og øjenåbnende aften – tænke sig, hvor stærkt et stykke papir kan blive, når man begynder at folde det – og hvor smukke former der kan opstå, når man ikke bare folder lige folder, men begynder at arbejde geometrisk – i cirkel og bueslags udsnit. Poul startede med at fortælle og vise forskellige foldeprincipper og eksempler på, hvad andre store arkitekter har udført før han viste sit projekt fra Kunstakademiet fra 1967!! Intet mindre end genialt – og i verdensklasse.

Poul burde simpelt hen være lige så berømt som Piet Hein – hans foldninger er af mindst samme klasse og kvalitet, og hans mange foldede lampeskærme for Le Klint viser det til fulde: Smukke, varierede, enkle og komplekse på samme tid. Vi var alle meget imponerede og selv om vi måske kendte enkelte af hans designs i forvejen, var vi meget overvældede over omfanget og kvaliteten af hans arbejder. Til sidst viste Poul andre eksempler på foldeprincipper benyttet i bl.a. hans stoleprojekter.

Og efter en pause med vin og focaccia brød, pølser og oliven havde Poul forberedt nogle foldeeksempler i et specielt papirmateriale, som gav os alle mulighed for at erfare foldeprincipperne i et udsnit af en af hans buede lamper – mageløst, og når man først kom i gang gik det som en leg. Det blev en meget dejlig, inspirerende og oplevelsesrig aften.

 

Johan Adam Linneballe