Besøg på Georg Jensen Sølvsmedje
Vennerne blev budt velkommen af Jørgen Jacobsen, den administrative chef for sølvsmedjen og hans medarbejder Anne Staal, der begge tog os med rundt fra værksted til værksted.
I værkstederne på Frederiksberg arbejder man udelukkende med sølvkorpus, både de gamle designs af Georg Jensen selv og værker af de designere, han arbejdede sammen med og med værker af nye designere, som virksomheden har inviteret.
Den fornemste opgave for Georg Jensen i dag er at udnytte mesterens egne ideer og principper og oversætte disse til design med relevans for den moderne forbruger.
Georg Jensen – kort
Med en historie, der strækker sig over mere end 100 år, repræsenterer Georg Jensen unik håndværksmæssig kvalitet og tidløst æstetisk design, som spænder fra korpus til ure, smykker og produkter til hjemmet.
Georg Jensens egen filosofi var at skabe demokratisk design med både funktionalitet og skønhed. Hans håndværksmæssige dygtighed og kunstneriske talent, kombineret med hans evne til at identificere og støtte designtalenter, var det grundlag, som han byggede virksomheden Georg Jensen på i København i 1904.
Georg Jensens stil omfattede tidens Art Nouveau linjer, som han tilførte sin helt egen karakteristiske energi, der stadig kan genkendes i Georg Jensens design i dag. Klare flydende former beriget med udsøgte skulpturelle udsmykninger, stiliserede blomster og frodige drueklaser reflekterer hans sanselige glæde ved naturen.